Ifølge Granddanois-klubbens hjemmeside lyder racestandarden for en grand danois som følger:

---

Nr 235, 02.04.2001 (D), (ORG 13.03.2001)

GRAND DANOIS (DEUTSCHE DOGGE). Oprindelsesland: Tyskland

Anvendelse
Selskabshund, vagt- og forsvarshund.

Klassifikation
FCI Gruppe 2 (Pinschere, Schnauzere, Molosser og Schweizer Sennenhunde),
Sektion 2.1 (Molosser).
Uden brugsprøve.

Historie
Som forfædre til vore dages Grand Danois ('Deutsche Dogge') må man anse den gamle 'Bulbider' så vel som de parforcejagt- og vildsvinehunde, der var en mellemting mellem den stærke Mastiff af engelsk type og en hurtig, smidig mynde. Ved betegnelsen 'Dogge' forstod man oprindelig en stor, stærk hund, som ikke behøvede at høre til en bestemt race. Senere betegnede tyske navne som 'Ulmer Dogge', 'Englische Dogge', 'Dänische Dogge', 'Hatzrüde', 'Saupacker' og 'Grosse Dogge' forskellige typer af disse hunde, alt efter farve og størrelse. I 1878 besluttede en syvmands-komité i Berlin, bestå ende af engagerede opdrættere og dommere, at sammenfatte alle de ovennævnte varianter under navnet 'Deutsche Dogge'. Dermed blev den avlsmæssige grundsten nedlagt for en selvstændig, tysk hunderace. I 1880 blev der i forbindelse med en udstilling i Berlin for første gang fastlagt en standard for racen, som siden 1888 har været varetaget af "Deutscher Doggen-Club 1888 e.V." og i årenes løb flere gange er blevet ændret. Standardens nuværende udformning følger FCI's retningslinier.

Helhedsindtryk
En Grand Danois forener stolthed, styrke og elegance i sit ædle helhedsindtryk ved sin store, kraftige og velsluttede kropsbygning. Med substans kombineret med adel, harmonisk skikkelse, velproportioneret linieføring og det usædvanligt udtryksfulde hoved, virker den for beskueren som en ædel statue. Den er hunderacernes Apollo.

Proportioner
Dens bygning synes næsten kvadratisk; dette gælder især hannerne. Kropslængden (fra brystbenets spids til sædebenet) bør hos en han ikke overstige skulderhøjden med mere end 5%, hos tæver 10%. Skulderhøjden er for hanner mindst 80 cm, og for tæver mindst 72 cm.

Temperament
Venlig, kærlig og hengiven over for familien, især børnene. Over for fremmede er den tilbageholdende. Man forlanger en selvsikker og ubekymret selskabs- og familiehund, der er lærenem og let at føre, med høj pirringstærskel og uden aggressiv opførsel.

Hoved

Skalle:

I harmoni med helhedsindtrykket, langstrakt, smal, markant, udtryksfuld, fintmejslet (især partiet under øjnene). Øjenbrynsbuerne er veludviklede uden dog at være fremtrædende. Afstanden fra næsespidsen til stoppet og fra stoppet til den let markerede nakkeknude skal så vidt muligt være den samme. Næsepartiets og skallens overlinier skal forløbe parallelt. Set forfra skal hovedet virke smalt, men samtidig skal næseryggen være så bred som muligt, og kindmusklerne kun let antydede, aldrig stærkt fremtrædende.

Stop:

Tydeligt betonet.

Næse:

Veludviklet, mere bred end rund, og med store næsebor. Den skal være sort, undtagen hos sort/hvidbrogede hunde, hvor den dog ønskes sort, men tolereres sortplettet eller kødfarvet.

Næseparti:

Skal være dybt og så firkantet som muligt, med godt markerede mundvige. Mørkt pigmenterede læber. Hos sort/hvidbrogede hunde tolereres læber, der er ufuldstændigt pigmenterede eller kødfarvede.

Kæber, bid:

Veludviklede og brede kæber med kraftigt, sundt og fuldstændigt saksebid (42 tænder svarende til tandformlen).

Øjne
Middelstore med et levende, klogt og venligt udtryk, så mørke som muligt. De er mandelformede, med godt tilliggende øjenrande. Hos blå hunde er noget lysere øjne tilladt. Hos sort/hvidbrogede hunde tolereres lyse eller uens farvede øjne.

Ører
Naturligt hængende, højt ansatte og middelstore. Deres forreste rand ligger ind mod kinderne.

Hals
Lang, tør og muskuløs, med veludviklet ansats. Den bliver gradvis let slankere mod hovedet og har buet nakkelinie. Den bæres oprejst, med hældning noget skråt fremad.

Krop

Manke:

Det højeste punkt på den kraftige krop. Den er dannet af skulderbladenes kam, som rager op over ryghvirvlernes torntappe.

Ryg:

Kort og stram, svagt faldende bagud i en næsten ret linie.

Lænd:

Let hvælvet og bred, med kraftig muskulatur.

Kryds:

Bredt, med stærk muskulatur. Fra korsben til halerod er det let faldende og går umærkeligt over i haleansatsen.

Bryst:

Når ned til albueleddet. Godt hvælvede ribben, der strækker sig langt bagud. Brystet har god bredde og udpræget forbryst.

Underlinie:

Bugen er godt optrukken bagtil og danner sammen med underbrystet en smuk kurve.

Hale
Når ned til haseleddet. Den er højt ansat og bred ved basis, gradvis tyndere udefter mod spidsen. I hvile bæres den hængende i en naturlig bue; når hunden er opildnet eller under bevægelse, bæres halen let sabelformet, dog ikke væsentligt over ryglinien. 'Børstehale' er uønsket.

Lemmer - forpart

Skuldre:

Med kraftig muskulatur. Det lange og skråtliggende skulderblad danner en vinkel på 100-110 med overarmen.

Overarm:

Kraftig og muskuløs, med god tilslutning. Skal være lidt længere end skulderbladet.

Albuer:

Hverken ind- eller udaddrejede.

Underarm:

Kraftig og muskuløs, fuldstændig lige, set såvel forfra som fra siden.

Håndrod:

Kraftig og stabil, kun uvæsentligt fremtrædende i forhold til underamen i øvrigt.

Mellemhånd:

Kraftig. Set forfra er den lige, set fra siden kun let fremadrettet.

Forpoter:

Rundede, højt hvælvede, med tæt sluttede tæer (kattepoter). Kløerne er korte og kraftige og så mørke som muligt.

Lemmer - bagpart

Bagpartens knogler er generelt dækket af stærke muskler, som får kryds, hofter og overlår til at virke brede og afrundede. De kraftige, velvinklede bagben er set bagfra stillet parallelt med forbenene.

Overlår :

Langt og bredt, meget muskuløst.

Knæ:

Kraftigt, placeret næsten lodret under hofteleddet.

Underlår:

Langt, af nogenlunde samme længde som overlåret og med god muskulatur.

Haseled:

Kraftigt og stabilt, hverken ind- eller udaddrejet.

Mellemfod:

Kort og kraftig, stillet næsten lodret mod jorden.

Bagpoter:

Rundede, højt hvælvede, med tæt sluttede tæer (kattepoter). Kløerne er korte og kraftige og så mørke som muligt.

Bevægelse
Harmonisk og smidig, med godt fremgreb og let fjedrende, idet benene set forfra og bagfra bevæger sig parallelt.

Hud
Stramt tilliggende. Godt pigmenteret hos ensfarvede hunde. Hos sort/hvidbrogede hunde følger pigmenteringen overvejende pletterne i pelsen.

Pels

Hårlag:

Meget kort og tæt, glat tilliggende og glansfuldt.

Farve:

Grand Danois avles i tre selvstændige varianter: 1) Gul og tigret, 2) Sort/hvidbroget og sort, 3) Blå.

Gul : Lys gyldengul til dyb gyldengul, sort maske ønskes. Små, hvide aftegninger på bryst og tæer er ikke ønskeligt.

Tigret : Grundfarven er lys til dyb gyldengul, med sorte striber, der skal være så regelmæssige og klart tegnede som muligt og følge ribbenenes retning. Sort maske ønskes. Små, hvide aftegninger på bryst og tæer er ikke ønskeligt.

Sort/hvidbroget ('Harlekin') : Grundfarven er rent hvid, så vidt muligt uden mørke småprikker. Over hele kroppen godt fordelte, forskelligt formede, laksorte pletter med "forrevne" omrids. Det er uønsket, hvis der samtidig forekommer grå eller brunlige pletter.

Sort : Laksort. Hvide aftegninger er tilladt. Hertil hører den såkaldte 'Manteltiger', hvor den sorte farve som en sadel ('Mantel') dækker kroppen, mens næseparti, hals, bryst, bug, ben og halespids kan være hvide. Til denne variant hører også hunde med hvid grundfarve og store, sorte aftegninger (tysk: "Plattenhunde").

Blå : Rent stålblå. Hvide aftegninger på bryst og poter er tilladte.

Størrelse
Skulderhøjde for hanner mindst 80 cm, for tæver mindst 72 cm.

Fejl

Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal ståi nøje forhold til afvigelsens omfang.

Helhedsindtryk:

Manglende kønspræg, manglende harmoni, for let eller for grov.

Væsen:

Manglende selvsikkerhed, nervøsitet, lav pirringstærskel.

Hoved:

Hovedets linier ikke parallelle; æblehoved, kileformet hoved, for let stop, stærkt udpræget kindmuskulatur.

Næseparti:

Spidst, for let udviklede læber, for dybt nedhængende læber. Næseryg konkav (sadelnæse), konveks (væddernæse) eller faldende fremefter (ørnenæse).

Kæber, bid:

Alle afvigelser fra et fuldstændigt tandsæt (der tolereres mangel på P1 i underkæben). Uregelmæssig stilling af enkelte fortænder, såfremt selve biddet overvejende slutter godt. For små tænder.

Øjne:

Løse øjenrande, for stærkt rød bindehud. Lyse, stikkende, ravgule øjne. Vandblå eller uens farvede øjne hos alle ensfarvede hunde. For bredt ansatte øjne eller stramme, "skæve" øjne, udstående eller dybtliggende øjne.

Ører:

For højt eller for lavt ansatte, udstående eller fladt tilliggende.Kuperede ører, der i form og størrelse ikke passer til hovedet eller ikke bæres ensartet stift opretstående.

Hals:

Kort, tyk hals, hjortehals, for meget løs hud ved struben eller egentlig "Wamme".

Ryg:

Hængeryg, karperyg, for lang ryg. Bagud stigende ryglinie.

Kryds:

Stærkt faldende eller vandret stillet.

Hale:

For kraftig, for lang eller for kort, lavt ansat, båret højt over ryglinien, krog- eller ring-formet eller drejet til siden. Hale med slagskader, fortykket halespids eller kuperet.

Brystkasse:

Flade eller tøndeformede ribben, mangelfuld brystbredde eller -dybde, for stærkt fremtrædende brystben.

Underlinie:

Buglinien for lidt optrukken, (hos tæver) pattevorter, der ikke er svundet tilstrækkeligt ind efter hvalpning.

Forpart:

Utilstrækkeligt vinklet. Lette knogler, svag muskulatur. Ikke lodret stillede forben.

Skuldre:

Løse eller med for svære muskler. Stejlt liggende skulderblad.

Albuer:

Løse, ind- eller udaddrejede.

Underarm:

Kroget. Fortykkelser oven for håndroden.

Håndrod:

Med fortykkelser. Betydeligt eftergivende eller overkodet (med 'kniks').

Mellemhånd:

For skråt eller for stejlt stillet.

Bagpart:

Mangelfuldt vinklet eller overvinklet. Kohaset, hasesnæver eller hjulbenet.

Haseled:

Med fortykkelser, ustabilt.

Poter:

Flade, spredte eller lange. Vildkløer. (NB! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i Danmark).

Bevægelse:

Med for lidt rækkevidde, bunden bevægelse, hyppig eller vedvarende pasgang. Manglende koordinering mellem for- og bagaktionen.

Hårlag:

Dobbelt pels ('Stockhaar'). Mat, glansløs pels.

Farve:

Gul : Gulgrå, gulblå, isabellafarvet eller smudsiggul.

Tigret : Grundfarven sølvblå eller isabellafarvet. Udvaskede striber.

Sort/hvidbroget : Blågrå grundfarve med småprikker, mange gulgrå eller blågrå pletter i forhold til sorte.

Sort : Gulsort, brunsort eller blåsort farve.

Blå : Gulblå eller sortblå farve.

Alvorlige fejl

Temperament:

Skyhed.

Kæber, bid:

Tangbid.

Øjne:

Ektropion, entropion.

Hale:

Med haleknæk.

Diskvalificerende fejl

Væsen:

Aggressive hunde, angstbidere.

Næse:

Leverfarvet næse, spaltet næse.

Kæber, bid:

Underbid, overbid, krydsbid.

Farve:

Gule og tigrede hunde med pandeblis, hvid halsring, hvide poter eller 'sokker' og hvid halespids.

Blå hunde med pandeblis, hvid halsring, hvide 'sokker' eller hvid halespids.

Sort/hvide hunde: Hvide uden noget som helst sort (albinoer) og døve hunde. Såkaldte 'Porcellæn-harlekin' (som overvejende har blå, grå, gule eller endog stribede pletter), og såkaldte 'Grå Harlekin' (som har sorte pletter på grå bundfarve).

Størrelse:

Skulderhøjde under mindstemålet.

Bemærk
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, som påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl

Standarden udgivet af FCI 2. april 2001

Oversættelsen godkendt af DKK's Standard Komité marts 2002

NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i oktober 1999

---

BILAG
Anatomiske udtryk

1. Næse	12. Ryg og lænd	23. Underarm
2. Næseryg	13. Kryds	24. Håndrod
3. Læbe (overlæbe)	14. Bækken	25. Mellemhånd
4. Stop	15. Haleansats	26. Tæer
5. Kinder	16. Hale	27. Penis
6. Skalle	17. Forbryst	28. Overlår
7. Strubeparti	18. Brystkasse	29. Knæled
8. Ører	19. Underbryst	30. Underlår
9. Hals	20. Skulderblad	31. Hælspids
10. Nakke	21. Overarm	32. Haseled
11. Manke	22. Albueled	33. Mellemfod