Præsentation
Lidt om Kennel Æblegården
Hvad er Kennel Æblegården? 

Det er er navnet på det opdræt, jeg har planer om at starte op i løbet af de næste par år.

Mit navn er Mette, jeg er gift med Jason, og sammen bor vi på Lolland med vores to hunde, to katte, og en mindre zoologisk have af forskellige smådyr. Jeg er uddannet sekretær, men mit hjerte har, så længe jeg har levet, altid banket for dyrene.

For ikke så mange år siden fik jeg min allerførste hund nogensinde. Jeg har en fortid som inkarneret hestepige, men mine forældre mente ikke, der kunne blive tid og plads til en hund i familien - og når jeg ser tilbage på det, havde de nok ret. Hestene gav mig dog noget basal viden om dyr, som jeg siden har haft god brug for.

Men nu skulle det altså være - vi skulle have en hund, og min dengang kommende mand og jeg tog ud og mødte vores Charlie for første gang. Med Charlie begyndte et helt nyt liv for mig - et liv med hund. Jeg meldte mig ind i Dansk Kennelklub, jeg begyndte at gå til hundetræning med den lille fyr, og ikke mindst - jeg begyndte at læse bøger om hunde, hundeadfærd og hunde-opdragelse. Jeg slugte alt, hvad jeg kunne finde om emnet, og gør det stadig.

Da Jason og jeg så blev gift i sommeren 2007, besluttede vi os for at købe en hund mere, istedet for at tage på bryllupsrejse. Igennem mine mange hunde-studier og div. hundetræf, havde jeg set mig varm på den helt rigtige race for mig: En grand danois. Vi fandt en god opdrætter, og et par måneder senere kunne vi tage vores dejlige lille Bella med hjem for første gang.

Bella viste sig at være et rigtig godt køb, som levede op til alle vores forventninger om, hvad en grand danois skulle være. Hun er sød og kærlig, elegant og blid, og meget, meget hengiven. En rigtig "lille" puttetrold! Med Bella begyndte jeg også at gå på udstillinger, og det er indtil videre gået rigtig godt. Hvis hun fortsætter den gode stil, ender hun måske med at blive grundstenen i mit lille opdræt. På nuværende tidspunkt er hun dog stadig så ung, at intet er sikkert endnu.

Kennel Æblegården er på nuværende tidspunkt kun i den meget tidlige opstartsfase, og det første kuld er ikke planlagt endnu. Jeg er derimod i fuld gang med en masse andre, indledende øvelser - i særlig grad, uddannelse af mig selv. Jo mere jeg ved på forhånd, des bedre kan jeg forsøge undgå de værste begynderfejl. Planen er, at jeg først skal gennemgå DKK's opdrætter-uddannelse, og få noget mere erfaring med udstillinger her i Danmark. På udstillingerne får jeg samtidig lejlighed til at møde og snakke med andre erfarne opdrættere, og vende mine tanker og idéer med dem, inden jeg kaster mig ud i projektet på egen hånd. Det er meget sandsynligt, der kommer flere kurser og uddannelser med på CV'et henad vejen også, efterhånden som jeg lærer mere - men det må tiden vise.

På nuværende tidspunkt vil det være en prioritet, at forældredyrene i opdrættet så vidt muligt skal være testede for arvelige sygdomme, ligesom temperamentet også skal være iorden. En grand danois er en stor hund, og det er vigtigt, at det blide temperament bliver bevaret, også i fremtidens generationer.

Jeg glæder mig, til jeg kan skrive om de mere konkrete opdrætsplaner her på siden.



Med venlig hilsen

Kennel Æblegården
v/ Mette Rose